Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Den sociale arv på kultur- og fritidsområdet skal nedbrydes 

Ifølge Per B. Christensen bør det være et af de vigtigste fokuspunkter for Børnerådets arbejde fremover. Han mener, at hvis ikke børnene og de unge vil komme til kulturen, så må kulturen komme til dem 


Til daglig er Per B. Christensen Børne- og Kulturdirektør i Næstved kommune, og det er netop inden for børn og kultur, at han er udpeget som børnerådsmedlem. Med en lang professionel baggrund på området, først som folkeskolelærer og dernæst i lederstillinger i det offentlige, ved Per B. Christensen mere end de fleste om den kommunale hverdag på børne- og ungeområdet.

Når Børnerådet mødes i 2010, har Per B. Christensen nogle særlige fokuspunkter, han vil arbejde målrettet for. "På kultur- og fritidsområdet ser vi desværre, at den sociale arv har godt fat, og det skal vi forsøge at gøre op med. Vi skal have særlig bevågenhed over for den gruppe af børn, hvor forældrene ikke magter at bidrage til de kulturelle udfordringer og deres børns sunde fritidsliv." Selvom Per B. Christensen mener, at det offentlige skal gribe ind i forhold til de særligt udsatte børn, er han samtidig stærk fortaler for, at forældrene og civilsamfundet ikke må blive spillet ud på sidelinjen i forhold til børnenes trivsel. "Det er ikke alt, der hverken kan eller skal reguleres af den offentlige sektor. Civilsamfundet har også en vigtig og desværre ofte lidt overset rolle. Vi kan sagtens blive meget bedre til at bruge de resurser, der ligger i lokalsamfundet, så vi ikke bare overlader alt til kommunen, skolen eller daginstitutionen," opfordrer han.

På et overordnet plan er Per B. Christensen ikke i tvivl om, hvad Børnerådet skal kunne som organ. "Det er vigtigt, at vi har en konsekvent og tydelig profil i diskussionen om børn og unge med en altid relevant og kvalificeret stemme. Og så skal vi altid tage børn og unges parti på en nuanceret og helhedsorienteret måde," siger Per B. Christensen. For ham er det en mærkesag, at der bliver sat en særlig dagsorden for de 12-18-årige, og han ser Børnerådets Børne- og Ungepanel som et oplagt værktøj til at italesætte deres stemme. "Det er vigtigt, at der bliver lyttet opmærksomt til den aldersgruppe, fordi det ofte er i pubertetsårene, at børnene falder fra. Mange af dem synes ikke, at vores tilbud er interessante nok, derfor må vi i dialog med den gruppe og finde ud af, hvordan vi kan blive endnu bedre til at engagere børnene og de unge," mener Per B. Christensen.

Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk