Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Mærker for livet - hvad mener unge om piercinger, tatoveringer og omskæring?

9. januar 2009

Hvem skal bestemme, hvordan unge må udsmykke deres krop, og hvor meget skal forældre have lov at bestemme over deres børns mærker for livet? Det diskuterer 17 unge på et to-dages møde i Etisk Forum for Unge i Nyborg den 13. og 14. januar 2009


Pressemeddelelse fra Det Etiske Råd og Børnerådet
Danmark har en lov, som forbyder tatovering af unge under 18 år. Men piercing er tilladt uden aldersgrænser, og det samme gælder en række andre ikke-medicinsk begrundede indgreb i børn og unges kroppe. Mærker for livet kan have livslange konsekvenser for dem, der bliver piercet, tatoveret, omskåret osv. Derfor er der en vigtig etisk debat om indgrebene: Er det børnene og de unge selv, der skal bestemme, eller skal samfundet tage vare på deres sundhed? Og hvor meget skal forældre have lov at bestemme over deres børns mærker for livet?

Unge diskuterer etik
Tusindvis af skoleelever i 9. og 10. klasser har diskuteret disse spørgsmål i løbet af efteråret 2008 med udgangspunkt i et undervisningshæfte, som Det Etiske Råd og Børnerådet har lavet. Nu afsluttes projektet med et debat-arrangement, hvor 17 unge fra hele landet mødes til to dages arbejde, hyggeligt samvær og diskussioner. Mødet munder ud i en udtalelse, som offentliggøres på rådenes hjemmesider. Det Etiske Råd og Børnerådet er værter for forummet og hjælper til i processen.

Det Etiske Råds formand, Peder Agger: I Det Etiske Råd er vi glade for Etisk Forum for Unge. Projektet handler om at give plads til demokratisk dialog om spændende og svære etiske dilemmaer. Og med de unge - der ved vi i Rådet, at dialogen virkelig kan sprudle! Jeg glæder mig til at møde de unge og tale med dem om 'mærker for livet'!

Børnerådets formand, Charlotte Guldberg: Etik handler om værdier og dem har børn og unge masser af holdninger til. Der er ingen grund til, at vi som voksne går og gætter os frem til dem. Derfor er Etisk Forum for Unge er en genial idé, for selvfølgelig skal vi spørge om, hvad de unge selv mener – det er jo dem, det drejer sig om.

Om Etisk Forum for Unge
Etisk Forum for Unge er et undervisnings- og demokratiprojekt for folkeskolens 9. og 10. klasse, som Det Etiske Råd har tilrettelagt for grundskolen hvert andet år siden 2001. Tidligere år har de unge diskuteret emner som aktiv dødshjælp, stamceller og bioteknologi. Etisk Forum for Unge 2009 er tilrettelagt i et samarbejde mellem Børnerådet og Det Etiske Råd.

Mere info og tilmelding
Etisk Forum for Unge mødes på Hotel Storebælt i Nyborg d. 13.- 14. januar. Pressen er velkommen til at deltage efter forudgående aftale. Program for arrangementet er vedhæftet.
De elever, som deltager i Etisk Forum for Unge, kan kontaktes efter aftale.

Henvendelse: Flemming Schultz, Børnerådets sekretariat, tlf. (mobil): 3378 3304.

Se også debathæftet ’Mærker for livet’ på www.etiskraad.dk/sw397.asp
Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk